At tale med børn om døden og sorg
|
||
Det kan være svært at begynde en dialog om et så alvorligt emne, som død og adskillelse er. Og mange voksne er bange for at tage initiativet til det; oftest af frygt for af ikke at gøre det godt nok. Eller af forskellige misforståede hensyn. Børn vælger selv sine fortrolige, og det er de færreste, der får lov at komme tæt på. Men for de få udvalgte er det enklere, end man skulle tro. Oftest er det den voksnes egne følelser, der er en hindring for samtale. Man skal dog være bevidst om, at sorgen og smerten over at miste en nærtstående ikke er noget, der forvinder. Derfor er børns sorg ikke noget, der skal ”tackles”. Man kan ikke gøre nogen ”kunstgreb”, der får sorg til at gå væk. En god samtale med børn om død og sorg, kan kun begynde, hvis der er etableret en tillid. Hvis du er fremmed for barnet, kommer dialogen aldrig i gang. Barnet skal kunne ”se, hvem du er”, kende dine gode intentioner og måske også vide, hvad dine egne erfaringer er i forhold til at miste. Man skal altså sætte sin egen person ind samtalen. Barnet skal vide, hvordan du føler og tænker ved det, der er hændt. Man skal tale jordnært, åbent og konkret om emnet. Børn er ikke sentimentale. Og man skal også være sig bevidst om, at der kan være mange sorger i sorgen; det, den voksne måske tror er det værste, ikke nødvendigvis er det sværeste for barnet. Nogle enkle, men gode råd ud fra mine erfaringer er: · Vær ikke bange for at vise din interesse og omsorg · Spørgsmål giver ingen dialog. - Fortæl om dine egne tanker og følelser · Begrund så vidt muligt de spørgsmål, du stiller · Vær personlig og konkret · Sig, hvad du ser · Sig hvad det gør ved dig · Sig gerne, hvad dine erfaringer er – eller, hvis du ingen har · Vær ikke bange for at være uvidende · Vær ærlig |
||